Kartofler
Kartoflen hører til natskyggefamilien, og den stammer fra Sydamerika, hvor den har været kendt og dyrket i mere end 3000 år. Specielt i Chile, Colombia og Peru og kom til Europa i 1537. Kartoffeldyrkningen i Danmark kom først rigtigt i gang i 1700-tallet for at få heden opdyrket.
Kartofler er en af hverdagens grønne helte og er kilde til både K-vitamin, B6, B9- Folsyre og Kalium samt har et højt indhold af C-vitamin. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser 200-250 gr kartofler 4-5 gange om ugen. Derudover har kartofler et lavt klimaaftryk – faktisk hele 12 gange lavere end ris. De forskellige sorter har hver deres konsistens og smag. Her er vores bud på de bedste:
Vildmosekartofler
Uovertruffen spagnumjord, generationers erfaring og indgående viden om dyrkning og produktion af kartofler er årsag til, at St. Vildmosegård kan levere de smagfulde lyse vildmosekartofler. Vildmose kartofler er ikke en bestemt sort. Betegnelsen bruges til kartofler, der dyrkes i Store Vildmose i Vendsyssel. Mosen er en højmose med naturlig sphagnum i underlaget. Den løse sphagnum-jord holder godt på fugtigheden. Det sikrer ensartede vækstbetingelser og giver meget velformede kartofler med en tyndere skræl end andre kartofler.